mobilfrihed

Berlingske har netop bragt en længere artikel, som handler om den proces, vi har været gennem på Nyborg Gymnasium, da vi indførte mobilfrihed og firewall på skolen tilbage for tre år siden. Artiklen fortæller blandt andet om de elevrådsmedlemmer, der kom på mit kontor for fire år siden, fordi de var frustrerede over, hvor meget alle blev forstyrret af hinandens brug af mobiler i timerne og streamingtjenester, spil og sociale medier på computerskærmene.

Dengang lavede vi et forsøg med at lukke ned for alt i en uge på elevernes opfordring, og siden blev det vedtaget af alle 120 lærere på et møde i pædagogisk råd, at Nyborg Gymnasium skulle have mobilskabe op og en firewall, der lukker ned for ting, der ikke hører hjemme i undervisningen.

Tre år senere siger lærerne, at der er sket en forandring, og undersøgelser af arbejdsmiljøet viser et fald i lærernes oplevelse af elevernes manglende motivation og støj og uro i timerne. De fleste elever tænker slet ikke over det mere, og det fortæller min elevrådsformand også i artiklen. Sådan er det bare på den her skole, og det virker overordnet efter hensigten.

Gennem alle årene har mit og skolens mål været, at vi gerne vil gøre skolen til en rolig ø midt i et oprørt hav af digital støj og alt for travle liv, og at det ikke handler om formynderi, men om at skabe rigtigt nærvær og faglig koncentration. At gøre de unge lidt mindre stressede, og at skolen skal have lov til at være skolen – og ikke en udlagt afdeling af teenageværelset.

Nu er vi så kommet en del i vælten, fordi der endelig er kommet fokus på digital støj og unges mistrivsel helt ind i regeringskontorerne.

Rigtig mange kloge mennesker, som sjældent sætter deres ben i et klasselokale mandag morgen, har også fået en mening om det her.

Kritikken går på, at forbud ikke burde være nødvendige, at der bare skal fokus på digital dannelse, så løser det her problem sig.

At de unge er voksne, og at vi må lægge ansvaret over på dem. At eleverne kan snyde alligevel, og derfor nytter det ikke at lave forbud.

Sorry. Den diskussion har vi haft de sidste 12-15 år på alle landets lærerværelser, og alle skoler har selvfølgelig fokuseret massivt på den digitale dannelse i fag, studiemoduler og utallige fællesarrangementer m.m.

Det har bare ikke virket ude i virkeligheden mandag morgen nede i 1q, 2a og 3x …

Så vi har prøvet at gøre noget andet end bare at snakke videre, og i stedet for at skændes om, hvor ansvaret ligger, så har vi taget ansvaret. Og vi har erkendt, at skolen må ændre sig.

At det at håndtere digitale devices skal læres ligesom alle fag. At vi er nødt til at være de voksne, fordi de unge er dybt afhængige af det evige kick fra de sociale medier. At dannelse også er at give de unge forudsætningerne for at leve et godt liv uden evig digital støj. At vi må hjælpe vores elever med gode vaner, som de kan bruge resten af livet.

Og virker det perfekt? Nej. Kan man snyde om omgå firewallen? Ja. Sker det? Ja. Men helt overordnet set, er der kommet mere ro og færre forstyrrelser – og lærerne oplever en anden virkelighed, hvor de faktisk kan fokusere på det faglige.

Hey, det er da positivt – også selvom der er huller i osten – og egentlig er det tankevækkende, at nogle elever er så afhængige af deres mobiler og adgang til sociale medier, at de vil gøre alt muligt skørt for, at de stadig kan få adgang på tidspunkter, hvor de mest burde koncentrere sig om deres undervisning.

Det siger meget om problemets omfang. Det kan godt være, at det ikke fungerer perfekt – men hellere været ordets gører end bare dets hører.

Da man indførte hastighedsbegrænsninger og tvungen sikkerhedssele tilbage i 1975 lød der et ramaskrig på Folketingets talerstol, fordi det blev anset som formynderisk og begrænsning af den personlige frihed.

At voksne, dannede mennesker da kunne tage ansvar og passe på sig selv og deres børn – det gjorde alle bare ikke. I dag er det så selvfølgeligt.

Man tillader heller ikke promillekørsel, fordi det er farligt og påvirker de kognitive funktioner og reaktionsevnen. Nu fokuserer vi så på den digitale stress- og støjpromille i undervisningen, og jeg er overbevist om, at ret mange elever er ret påvirkede. Ingen kan være uenig i, at eleverne har bedst af at fokusere på det faglige, på deres sociale relationer i virkelighedens verden og på at få lidt fred fra den tsunami af digital støj, som de udsættes for hver dag. Det her er ikke begrænsning af den personlige frihed. Det er klasseledelse.

Det er omsorg, og det er erkendelsen af, at vi er nødt til at gøre noget ude i virkeligheden.

Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Nyborg Gymnasium