Dine skabe fungerer helt perfekt. De er holdbare, de er pæne og der er fint plads til alles telefoner! Tak for super service, og et meget fint produkt!
Gitte Pilley
Head of IB / Uddannelsesleder
Ikast Brande Gymnasium
0,00 DKK
morten@holdon.dk | +45 27 63 95 08 | Hurtig levering | 14 dages fortrydelsesret
Debatten om mobiltelefoner i skolen handler ofte om regler: Må eleverne have telefonen fremme? Skal den afleveres? Skal skolen indføre mobilforbud?
Men hvad sker der egentlig, når mobiltelefonerne fylder mindre i skoledagen?
For mange skoler er svaret: Der bliver mere ro. Mere nærvær. Mere fokus. Og i mange tilfælde også bedre betingelser for læring.
Mobilfri undervisning handler derfor ikke kun om at fjerne en distraktion. Det handler om at skabe de bedst mulige rammer for elevernes faglige og sociale udvikling.
Når elever skal forstå nye begreber, løse komplekse opgaver eller deltage i faglige diskussioner, er deres opmærksomhed en af de vigtigste ressourcer i klasselokalet.
Mobiltelefoner udfordrer netop denne opmærksomhed.
En besked, en notifikation eller et hurtigt kig på sociale medier kan virke uskyldigt, men hver afbrydelse flytter fokus væk fra undervisningen. Når det sker mange gange i løbet af en skoledag, bliver konsekvensen mærkbar.
Derfor oplever mange lærere, at mobilfri undervisning giver mere arbejdsro og bedre mulighed for fordybelse. Eleverne kan koncentrere sig om opgaven foran dem i stedet for hele tiden at skulle forholde sig til, hvad der sker på skærmen.
Når mobiltelefoner diskuteres, handler samtalen ofte om karakterer og læring. Men mindst lige så interessant er effekten på trivsel.
Flere skoler fortæller, at eleverne begynder at bruge frikvartererne anderledes, når telefonerne fylder mindre. Der opstår flere samtaler. Flere fælles aktiviteter. Mere kontakt mellem eleverne.
Det betyder ikke, at alle pludselig bliver bedste venner, men mange oplever, at det sociale fællesskab får bedre vilkår, når skærmen ikke konstant konkurrerer om opmærksomheden.
For børn og unge, der vokser op i en digital hverdag, kan skolen blive et af de få steder, hvor nærvær og fællesskab får lov til at stå i centrum.
Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end som så. Karakterer påvirkes af mange faktorer, og ingen mobilpolitik kan alene løfte elevernes faglige niveau.
Alligevel peger både forskning og erfaringer på, at færre forstyrrelser skaber bedre betingelser for læring.
Når eleverne kan koncentrere sig længere ad gangen, deltage mere aktivt i undervisningen og bruge mindre mental energi på digitale afbrydelser, forbedres forudsætningerne for faglig udvikling.
Mobilfri undervisning er derfor ikke en genvej til højere karakterer, men det kan være en vigtig brik i arbejdet med at skabe et stærkere læringsmiljø.
En af de største misforståelser i debatten er, at mobilfri undervisning er det samme som at vende ryggen til teknologi.
De fleste skoler bruger i dag digitale læremidler, læringsplatforme og computere som en naturlig del af undervisningen.
Målet er ikke at fjerne teknologien, men at bruge den bevidst.
Når mobiltelefonen ikke længere ligger fremme som en konstant distraktion, bliver det lettere at vælge de digitale værktøjer, der faktisk understøtter undervisningen.
Teknologien kommer til at tjene læringen frem for at konkurrere med den.
De fleste skoler, der arbejder med mobilfri undervisning, beskriver ikke en revolution.
De beskriver noget langt mere jordnært.
Måske er det netop derfor, så mange skoler i disse år ser på deres mobilpolitik med nye øjne. Ikke fordi telefonen er problemet i sig selv, men fordi opmærksomhed, nærvær og trivsel er blevet vigtigere ressourcer end nogensinde før.
Og når eleverne får bedre mulighed for at være til stede i undervisningen og i fællesskabet, følger gevinsterne ofte helt naturligt med.
Undervisningen er godt i gang. Klassen arbejder koncentreret. Så lyser en skærm op. En elev kigger hurtigt ned. Kort efter gør en anden det samme. Ingen siger noget, men opmærksomheden har allerede flyttet sig.
Mobiltelefoner er blevet en naturlig del af elevernes hverdag. Derfor er de også blevet en naturlig del af klasselokalet. Spørgsmålet er ikke længere, om telefonerne er til stede. Spørgsmålet er, hvordan skolen håndterer dem.
For mange lærere handler udfordringen ikke om mobiltelefonen i sig selv. Den handler om de mange små afbrydelser, som tilsammen gør det sværere at skabe fokus, koncentration og arbejdsro.
For at forstå en tekst, løse en opgave eller deltage i en faglig diskussion skal eleverne kunne fastholde fokus over tid. Det bliver vanskeligere, når mobilen konstant er inden for rækkevidde.
Det interessante er, at afbrydelsen ikke nødvendigvis behøver at komme fra telefonen selv. Ofte er det nok, at den ligger på bordet. En besked kan være på vej. En notifikation kan dukke op. En ven kan skrive.
Derfor oplever mange lærere, at mobiltelefonen fungerer som en slags baggrundsstøj i undervisningen. Ikke højlydt og synlig, men konstant til stede.
En enkelt besked virker måske uskyldig, men hver gang opmærksomheden flyttes væk fra undervisningen, skal hjernen bruge energi på at finde tilbage igen. Det gælder både for elever og voksne.
I et klasselokale med 25 elever kan ganske få sekunders distraktion hurtigt udvikle sig til mange minutters tabt fokus på tværs af hele klassen.
Derfor handler arbejdsro ikke kun om støj og uro. Det handler også om mentale afbrydelser.
Telefonen kan være et nyttigt værktøj. Den giver adgang til information, kamera, apps og digitale ressourcer, som kan understøtte undervisningen. Problemet opstår først, når grænsen mellem læring og underholdning bliver uklar.
Derfor arbejder mange skoler ikke med et totalt forbud mod teknologi. De arbejder med tydelige rammer: Mobilen må gerne bruges, når den understøtter undervisningen. Men den skal ikke konkurrere med den.
Mange lærere fortæller, at de bruger overraskende meget tid på mobiltelefoner.
Ikke på telefonerne selv, men på diskussionerne om dem.
Når reglerne er uklare, opstår diskussionerne næsten automatisk.
Derfor vælger flere og flere skoler at skabe faste rutiner omkring mobilaflevering. Telefonen afleveres ved timens begyndelse og hentes igen, når undervisningen er slut.
Det flytter fokus væk fra kontrollen og over på undervisningen.
Når lærere taler om arbejdsro, handler det sjældent om et helt stille klasselokale. Arbejdsro handler om noget andet. Om nærvær.
Elever, der er til stede i det, de laver. Samtaler om emner og opgaver. Elever, der lytter og deltager aktivt i undervisningen.
Mange skoler oplever, at netop dette bliver lettere, når mobiltelefonerne fylder mindre i undervisningen.
Opmærksomheden får ganske enkelt bedre arbejdsbetingelser.
Og i sidste ende er det måske dét, diskussionen om mobiltelefoner i klasselokalet handler om: At skabe de bedst mulige rammer for læring, koncentration og fællesskab.
Flere og flere skoler vælger i dag at indføre mobilforbud eller mobilfri undervisning. Beslutningen kommer sjældent ud af det blå. Ofte er den resultatet af mange års erfaringer med forstyrrelser, koncentrationsproblemer og en oplevelse af, at mobiltelefonen fylder mere og mere i skoledagen.
Men et mobilforbud er én ting på papiret. Noget andet er at få det til at fungere i praksis.
For de fleste skoler handler udfordringen ikke om at vedtage reglerne. Den handler om at skabe opbakning, tydelige forventninger og rutiner, som fungerer i hverdagen.
Når skoler kommunikerer et mobilforbud, kommer samtalen ofte til at handle om begrænsninger.
Men de skoler, der lykkes bedst, fokuserer ofte på det modsatte. De taler om, hvad de ønsker at opnå og taler med eleverne om, hvilke fordele det giver for dem:
Når formålet står klart, bliver det lettere for både elever og forældre at forstå beslutningen.
En af de vigtigste erfaringer fra skoler med mobilforbud er, at regler alene sjældent løser problemet. Det er vigtigt, at der etableres faste afleveringsrutiner. Telefonen afleveres ved dagens start eller ved begyndelsen af hver lektion og opbevares et fast sted, indtil undervisningen er slut.
Når proceduren bliver en vane, forsvinder en stor del af diskussionerne af sig selv.
Mobilafleveringen bliver ikke længere et spørgsmål. Den bliver blot en del af skolens rytme.
Et mobilforbud fungerer bedst, når alle forstår baggrunden for beslutningen.
Forældre vil naturligt vide, hvordan de kommer i kontakt med deres barn i løbet af dagen. Elever vil gerne forstå, hvorfor reglerne er nødvendige.
Derfor er dialog vigtig.
Mange skoler oplever, at modstanden falder markant, når formålet forklares tydeligt, og når eleverne kan mærke de positive effekter i hverdagen.
Det gælder især, når mobilforbuddet kobles til konkrete mål om trivsel, læring og fællesskab frem for kontrol.
De mest succesfulde mobilpolitikker handler i virkeligheden ikke om mobiltelefoner. De handler om kultur.
Når eleverne vænner sig til, at telefonen ikke længere er centrum for skoledagen, opstår der ofte nye vaner. Flere samtaler i frikvartererne. Mere deltagelse i undervisningen. Mere opmærksomhed på de mennesker, der faktisk er til stede i rummet.
Derfor beskriver mange skoler mobilforbuddet som begyndelsen på noget større. Som et valg om at skabe bedre rammer for læring, trivsel og fællesskab.
Og netop derfor lykkes nogle skoler bedre end andre. De indfører ikke blot nye regler. De skaber nye vaner.
Mobiltelefonen er blevet en fast del af elevernes hverdag. Den fungerer som kamera, kalender, kommunikationsværktøj og underholdningsplatform. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at diskussionen om mobilfri undervisning vækker stærke følelser.
For hvad sker der egentlig, når telefonerne lægges væk?
Spørger man lærere, skoleledere og forskere, tegner der sig et relativt tydeligt billede. Mobiltelefoner kan være nyttige i undervisningen, men de kan også være en betydelig kilde til afbrydelser. Ikke nødvendigvis fordi eleverne sidder og spiller eller ser videoer, men fordi selve muligheden for en besked, en notifikation eller et hurtigt kig på skærmen konstant konkurrerer om opmærksomheden.
De fleste mennesker kender følelsen. Telefonen ligger ved siden af computeren. Man arbejder på en opgave, men en notifikation dukker op. Selvom man ikke åbner beskeden, har den allerede stjålet en del af opmærksomheden.
Det samme gælder i klasselokalet.
Flere undersøgelser peger på, at elever lærer bedre, når de kan koncentrere sig om én opgave ad gangen. Hver gang opmærksomheden flyttes fra undervisningen til telefonen, tager det tid at finde tilbage til fokus. Når det sker mange gange i løbet af en skoledag, bliver konsekvensen mærkbar.
Mobiltelefonen er ikke nødvendigvis problemet. Problemet opstår, når den konstant er tilgængelig.
Forskningen på området peger generelt på, at mobiltelefoner kan påvirke både koncentration, læring og trivsel negativt, når de er til stede som en konstant distraktion i undervisningen.
En række internationale studier har vist, at elever ofte præsterer bedre fagligt i miljøer med færre digitale forstyrrelser. Samtidig viser forskning inden for opmærksomhed og kognition, at det kræver tid og mental energi at skifte fokus mellem forskellige opgaver. Selv korte afbrydelser kan derfor påvirke indlæringen.
Også danske organisationer har beskæftiget sig med emnet. Børns Vilkår peger blandt andet på, at mange børn og unge oplever et konstant pres for at være tilgængelige online, og at mobiltelefonen kan gøre det sværere at koble af og være til stede i fællesskabet. Center for Digital Dannelse har ligeledes fremhævet, at digitale medier bør bruges bevidst og med klare rammer, så teknologien understøtter læring frem for at konkurrere med den.
Det er vigtigt at understrege, at forskningen ikke nødvendigvis konkluderer, at mobiltelefoner skal forbydes. Men den peger på værdien af tydelige regler og strukturer, som hjælper eleverne med at fokusere på undervisningen og deltage aktivt i skolens sociale fællesskaber.
Kilder:
Mange skoler, der har indført mobilfri undervisning, fortæller om de samme erfaringer.
Der bliver mere ro i timerne. Lærerne oplever færre afbrydelser. Eleverne deltager mere aktivt i undervisningen. Og måske mest interessant: Frikvartererne ændrer karakter.
Når telefonerne ikke længere fylder naturligt i hverdagen, begynder eleverne ofte at tale mere sammen. Flere skoler beskriver, hvordan fællesskaberne styrkes, og hvordan eleverne i højere grad deltager i aktiviteter og sociale relationer.
Det betyder ikke, at alle problemer forsvinder. Men mange oplever, at mobilen fylder mindre, og at samværet fylder mere.
En udbredt misforståelse er, at mobilfri undervisning er det samme som at være imod teknologi.
De fleste skoler arbejder tværtimod aktivt med digitale værktøjer. Computere, læringsplatforme, digitale læremidler og online ressourcer spiller en vigtig rolle i undervisningen.
Forskellen er, at teknologien bruges bevidst og målrettet.
Når mobilen ikke længere ligger fremme som en konstant distraktion, bliver det lettere at vælge de digitale værktøjer, der faktisk understøtter læringen.
Erfaringerne viser også, at mobilfri undervisning fungerer bedst, når reglerne er enkle.
Eleverne skal vide præcis, hvornår telefonen bruges, og hvornår den lægges væk. Uklare regler skaber diskussioner. Klare rammer skaber ro.
Derfor vælger mange skoler at kombinere deres mobilpolitik med faste afleveringsrutiner og mobilopbevaring i klasselokalet. Når telefonen har en fast plads, bliver reglerne lettere at forstå og lettere at efterleve.
Mobilfri undervisning er ikke et mål i sig selv. Målet er bedre læring, stærkere fællesskaber og mere nærvær i skoledagen.
For mange skoler viser erfaringerne, at mobilen nogle gange skal fylde lidt mindre, for at undervisningen kan fylde lidt mere.
Der er få emner, der skaber så meget debat på lærerværelset som mobiltelefoner. Nogle ser dem som et nyttigt redskab i undervisningen. Andre oplever dem som en konstant kilde til forstyrrelser. Fælles for de fleste skoler er dog én ting: Hvis reglerne er uklare, opstår der hurtigt konflikter.
En god mobilpolitik handler ikke om at være for eller imod teknologi. Den handler om at skabe tydelige rammer, som både elever, lærere og forældre kan forstå.
Når reglerne er klare og konsekvente, bliver det lettere at skabe ro i undervisningen og sikre, at mobiltelefonerne understøtter læringen frem for at konkurrere med den.
Mange skoler oplever, at udfordringerne opstår, når reglerne bliver for komplicerede. Hvis nogle lærere tillader telefoner i timerne, mens andre kræver dem afleveret, bliver det svært for eleverne at navigere. Resultatet er ofte diskussioner, frustration og uens praksis på tværs af skolen.
De mest velfungerende mobilpolitikker er ofte de enkleste. Eleverne ved præcis, hvornår telefonen skal afleveres, hvor den skal ligge, og hvornår den kan bruges igen. Det skaber forudsigelighed og frigiver energi til det, skolen egentlig handler om: undervisning og læring.
En tydelig mobilpolitik gør det samtidig lettere for nye lærere, vikarer og forældre at forstå skolens forventninger. Når alle arbejder ud fra de samme rammer, opstår der færre misforståelser og mindre behov for løbende håndhævelse.
Derfor vælger mange skoler at kombinere deres mobilpolitik med en konkret løsning til mobilopbevaring. Når telefonen har en fast plads i klasselokalet, bliver mobilaflevering en rutine frem for en diskussion.
Læreren slipper for at skulle håndhæve reglerne på ny hver eneste time, og eleverne ved præcis, hvad der forventes af dem. Samtidig bliver mobiltelefonen mindre synlig i undervisningen, hvilket reducerer fristelsen til lige at tjekke en besked eller en notifikation.
Samtidig sender det et vigtigt signal. Mobilpolitikken er ikke blot et dokument på hjemmesiden eller i skole-hjem-samarbejdet. Den er en del af hverdagen.
Der findes ikke én model, der passer til alle skoler. Nogle ønsker fuldstændig mobilfri undervisning. Andre arbejder med bestemte tidsrum eller fag, hvor telefonen må bruges som en del af undervisningen.
Fælles for de skoler, der lykkes bedst, er dog, at reglerne er tydelige og konsekvente. Eleverne ved, hvad der forventes, og lærerne har en fælles praksis at støtte sig til.
Når mobilpolitikken understøttes af en praktisk løsning, oplever mange skoler mindre uro, færre konflikter og mere fokus i undervisningen. Det giver bedre betingelser for både læring, trivsel og fællesskab.
Hvis målet er mere ro i klasselokalet, starter det sjældent med teknologien. Det starter med rammerne omkring den.
Hvad er mobilafhængighed egentlig? Og hvad gør det ved os – eller vores elever – når telefonen bliver noget, vi ikke kan være foruden?
66 % af unge danskere mellem 18 og 29 år mener selv, at de bruger deres mobiltelefon for meget. I befolkningen som helhed ligger tallet på 39 %. Tallene siger noget vigtigt: Mobilafhængighed er ikke et nicheproblem. Det er en folkesag.
Cecilie Maria Underbjerg beskriver i et indslag til TV2, hvordan hun har mistet evnen til at være til stede:
“Jeg kører i et eller andet åndssvagt loop med mine nyhedssites og min Instagram og min Snapchat og Facebook, og ting jeg overhovedet ikke behøver.”
Den oplevelse genkender mange.
Mobilafhængighed er en adfærd, hvor brugen af mobiltelefonen bliver så dominerende, at den forstyrrer koncentration, relationer og evnen til at være mentalt til stede.
Det handler ikke kun om skærmtid.
Det handler om kontrol.
Når man oplever:
… så bevæger man sig fra vane til afhængighed.
Et beslægtet begreb er nomofobi – en forkortelse for NO MObile PHone PhoBIA.
Nomofobi beskriver den psykologiske tilstand, hvor man oplever frygt eller angst ved tanken om at være uden sin mobiltelefon.
Mobilafhængighed symptomer kan i svære tilfælde ligne symptomer fra andre psykiske tilstande, fx:
Reaktionen udløses af noget så simpelt som manglende signal, lavt batteri eller en glemt telefon derhjemme.
Flere psykologiske faktorer spiller ind i mobilafhængighed:
Sociale medier og apps er designet til at aktivere hjernens dopaminsystem. Hvert swipe kan udløse en lille belønning.
Frygten for at gå glip af noget socialt holder os konstant opdaterede.
For nogle fungerer telefonen som en buffer mod ubehag eller ensomhed.
Vi kæmper ikke mod vores egen vilje alene – vi kæmper mod teknologier, der er designet til at fastholde os.
Mobilafhængighed er derfor ikke kun et individuelt problem. Det er også et designproblem.
Unge er særligt udsatte.
Deres hjerner er stadig under udvikling. Impulskontrol og langsigtet konsekvenstænkning er ikke fuldt udviklet, mens belønningssystemet er ekstra sensitivt.
Det betyder, at unge:
Når 66 % af unge selv oplever, at de bruger mobilen for meget, er det et signal om, at bevidstheden er der – men redskaberne mangler.
Konsekvenserne kan være:
På skoler kan mobilafhængighed føre til:
Det handler ikke om moral.
Det handler om kognitive ressourcer.
Behandling handler i første omgang ikke om total afholdenhed, men om genopbygning af balance.
Fastlæg mobilfrie perioder. Start småt.
Tal ansigt til ansigt. Vær sammen uden skærm.
Mobilskabe, notifikationsstyring og faste regler kan hjælpe.
Digital dannelse er afgørende. Man skal forstå teknologien for at kunne håndtere den.
Det første skridt er erkendelsen:
At mobilafhængighed er reel – og at vi ikke bare mangler viljestyrke.
Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, hvor vores tid er valuta.
Mobilafhængighed er et samspil mellem:
Derfor kræver løsningen både personlige valg og strukturelle beslutninger.
Mobilafhængighed og nomofobi er voksende fænomener – især blandt unge.
Løsningen ligger ikke i at dæmonisere teknologien, men i at genvinde kontrollen.
Mere tid i den virkelige verden.
Flere samtaler ansigt til ansigt.
Mere bevidsthed om algoritmer og adfærd.
Mobilen er et værktøj.
Den må ikke blive styrende.
Mobilpolitik i gymnasiet - hvad giver mening? Det kan Henrik Vestergaard Stokholm, som er rektor på Nyborg Gymnasium, gøre dig klogere på i denne artikel.
Berlingske bragte i 2023 en længere artikel, som handler om den proces, vi har været gennem på Nyborg Gymnasium, da vi indførte mobilfrihed og firewall på skolen tilbage for tre år siden. Artiklen fortæller blandt andet om de elevrådsmedlemmer, der kom på mit kontor for fire år siden, fordi de var frustrerede over, hvor meget alle blev forstyrret af hinandens brug af mobiler i timerne og streamingtjenester, spil og sociale medier på computerskærmene.
Dengang lavede vi et forsøg med at lukke ned for alt i en uge på elevernes opfordring, og siden blev det vedtaget af alle 120 lærere på et møde i pædagogisk råd, at Nyborg Gymnasium skulle have mobilskabe op og en firewall, der lukker ned for ting, der ikke hører hjemme i undervisningen.
Tre år senere siger lærerne, at der er sket en forandring, og undersøgelser af arbejdsmiljøet viser et fald i lærernes oplevelse af elevernes manglende motivation og støj og uro i timerne. De fleste elever tænker slet ikke over det mere, og det fortæller min elevrådsformand også i artiklen. Sådan er det bare på den her skole, og det virker overordnet efter hensigten.
Gennem alle årene har mit og skolens mål været, at vi gerne vil gøre skolen til en rolig ø midt i et oprørt hav af digital støj og alt for travle liv, og at det ikke handler om formynderi, men om at skabe rigtigt nærvær og faglig koncentration. At gøre de unge lidt mindre stressede, og at skolen skal have lov til at være skolen – og ikke en udlagt afdeling af teenageværelset.
Debatten om mobilpolitik i gymnasier er taget helt ind i regeringskontorerne. Kritikken lyder, at forbud ikke burde være nødvendige. At digital dannelse burde være nok. At eleverne er voksne og selv må tage ansvar. At man altid kan omgå reglerne.
Den diskussion har vi haft de sidste 12–15 år på alle landets lærerværelser. Og ja – alle skoler har arbejdet massivt med digital dannelse. Det har bare ikke virket i praksis mandag morgen i 1q, 2a og 3x.
Rigtig mange kloge mennesker, som sjældent sætter deres ben i et klasselokale mandag morgen, har også fået en mening om det her.
I stedet for at fortsætte diskussionen om, hvor ansvaret ligger, har vi valgt at tage det. Ved at håndtere digitale devices skal læres ligesom alle fag. Ved at være de voksne, fordi de unge er dybt afhængige af det evige kick fra de sociale medier. At indse at dannelse er også er at give de unge forudsætningerne for at leve et godt liv uden evig digital støj. At hjælpe vores elever med gode vaner, som de kan bruge resten af livet.
Og virker det perfekt? Nej. Kan man snyde om omgå firewallen? Ja. Sker det? Ja. Men helt overordnet set, er der kommet mere ro og færre forstyrrelser – og lærerne oplever en anden virkelighed, hvor de faktisk kan fokusere på det faglige.
Hey, det er da positivt – også selvom der er huller i osten – og egentlig er det tankevækkende, at nogle elever er så afhængige af deres mobiler og adgang til sociale medier, at de vil gøre alt muligt skørt for, at de stadig kan få adgang på tidspunkter, hvor de mest burde koncentrere sig om deres undervisning.
Det siger meget om problemets omfang. Det kan godt være, at det ikke fungerer perfekt – men hellere været ordets gører end bare dets hører.
Da man indførte hastighedsbegrænsninger og tvungen sikkerhedssele tilbage i 1975 lød der et ramaskrig på Folketingets talerstol, fordi det blev anset som formynderisk og begrænsning af den personlige frihed.
At voksne, dannede mennesker da kunne tage ansvar og passe på sig selv og deres børn – det gjorde alle bare ikke. I dag er det så selvfølgeligt.
Man tillader heller ikke promillekørsel, fordi det er farligt og påvirker de kognitive funktioner og reaktionsevnen. Nu fokuserer vi så på den digitale stress- og støjpromille i undervisningen, og jeg er overbevist om, at ret mange elever er ret påvirkede. Ingen kan være uenig i, at eleverne har bedst af at fokusere på det faglige, på deres sociale relationer i virkelighedens verden og på at få lidt fred fra den tsunami af digital støj, som de udsættes for hver dag. Det her er ikke begrænsning af den personlige frihed. Det er klasseledelse.
Det er omsorg, og det er erkendelsen af, at vi er nødt til at gøre noget ude i virkeligheden.
Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Nyborg Gymnasium
Imran Rashid, som er speciallæge, fortaler for mobilfri skoler og forfatter til bogen SLUK, sidestiller meget af den information, vi får på daglig basis med ’digital forurening’:
”Digital forurening udgøres af de enorme mængder overflødige data, der dagligt oversvømmer os i form af unødige notifikationer, ligegyldige mails eller endeløse statusopdateringer og som konstant får os til at miste fokus ved ganske enkelt at stjæle vores opmærksomhed. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er alle digitale medier, som er at betragte som forurening, men kun alt det, som vi ikke aktivt selv rækker ud efter mentalt.”
Derudover er det også vigtigt at forstå, at hvor fx luftforurening typisk skyldes udledning af uundgåelige spildprodukter, så er den digitale forurening på mange måder en forudsætning for at verdens mest værdifulde selskaber kan øge deres indtjening gennem de annoncebaserede forretningsmodeller.” (kilde: Steinerbladet).
Den bevidstgørelse og dannelse, der skal ske, kan ifølge Imran Rashid sammenlignes med det, vi oplevede i slutningen af 00’erne. Da vi som forbrugere begyndte at blive mere kritiske overfor de ting, vi spiste.
”Kigger man i dag tilbage på udviklingen, kan man sagtens tale om en ’bottom-up’-revolution, hvor forbrugeradfærden nærmest er endt med at definere markedet. Rent faktisk er Danmark i dag det land i verden, hvor økologien har den største markedsandel, hvor vi bruger flest penge på økologiske varer og hvor det økologiske forbrug stiger år for år. Det er især derfor, jeg mener, at vi netop i Danmark med succes vil kunne introducere begrebet mental økologi som en letforståelig pendant til madøkologien”, siger han.
Når vi spiser økologisk og fortrinsvist lokalt er et for at undgå sprøjtegifte, usunde tilsætningsstoffer og for at fremme bæredygtige forsyningskæder. Hvis vi oversætter det til digitaliseringen, vil vi gerne undgå digital forurening (reklamer, push-indhold). Og de bæredygtige forsyningskæder kan vi oversætte til, at vi gerne vil vide, hvem afsenderen er, hvad målet med det digitale produkt er – og hvordan vi som forbrugere betaler for produktet.
Til spørgsmålet om, hvordan man i praksis begynder at vælge ’mental-økologiske’ varer svarer Imran Rashid: ”Det er biblioteket. Bøgerne. Museet. Teatret. Kunsten. Idrætten. Naturen. Alt det, der gør mennesker i stand til at sætte farten ned, opleve single-tasking i et humant tempo uden konstante mentale sceneskift. Hvor vores bevidste fokus kan rettes mod ting i længere tid, så vi igen lærer vores hjerner evnen til at kunne fordybe sig. Hvor aktiviteter som læsning, meditation, kreativitet kan bringes til at udgøre en analog modvægt, der skaber en bedre forankring for vores hjerner i den fysiske verden. Hvor vi igen kan opleve nærvær uden distraktioner. Hvor relationer kan opnå dybde og værdi og hvor følelser er noget, der mærkbart i stedet for blot flygtigt at kunne registreres digitalt som en målbar interaktion. Hvor samtaler igen kan blive respektfulde udvekslinger af synspunkter, der kan skabe reelle rum for refleksioner.”
Et oplagt sted at indføre ’mental-økologisk’ kost er i skolen. Her kan vi sørge for, at børnene som minimum i timerne ikke bliver udsat for digital forurening. I en artikel til TV2 siger Imran Rashid: ”Du skal jo danne et menneske i menneskelighed først. Du skal først lære at bruge din hjerne, før du sætter strøm til den. Du skal først lære, hvordan din hjerne fungerer, og hvor stor en del af det, der er vanedrevet, og hvor meget der er bevidst. Du skal lære at socialisere med andre og lære at kunne fordybe dig i noget, før du bare bliver tildelt et digitalt medie, som jo for de fleste vil blive associeret med noget, der er sjovt eller de tusindvis af muligheder for virkelighedsflugt, den også udgør.”
Hvordan vil vi som samfund bruge digitaliseringen i skolen? Hvordan vil vi balancere digital og analog dannelse? Hvordan forholder vi os til det faktum, at de børn og unge, som vi skal undervise i digitalisering i mange tilfælde, forstår teknologierne bedre end vi selv gør?
Hvordan er Børn og unges kompetencer i forhold til os voksne, når det kommer til de moderne teknologier?
Kan du huske din første mobiltelefon? Det var måske en firkantet Nokia-mursten, en mere elegant Ericsson eller en pivfræk, orange Alcatel, som den på billedet? Den kunne ringe, SMS’e og var du heldig, var der også et enkelt spil eller to på den.
Udviklingen fra den første mobiltelefon, er gået stærkt over de seneste 35-40 år. Og den speeder stadig op. I dag er det ikke nok at diskutere skærmtid. I stedet bør samtalen handle om datasikkerhed, algoritmer, kildekritik, big data og machine learning.
|
Børn og unge, er habile på telefoner og tablets. Det er ikke ualmindeligt, at du ser en 3-årig trykke en reklame væk, swipe gennem listen af YouTube-videoer til yndlingsafsnittet af Gurli Gris er fundet. Eller man se 14-årige, der både filmer, redigerer, komprimerer og uploader høj-kvalitetsvideoer til YouTube, som de dernæst markedsfører i ganske professionel stil til deres følgerskare. De forstår at bruge teknologien, og allerede når de rammer konfirmationsalderen, er mange af os voksne for længst stået af. |
Vi skal lære at forståEn del af den dannelse, man opnår gennem skolen og livet, består i, at man lærer at reflektere over konsekvenserne af ens handlinger – og med tiden også forstår, at det ikke altid er det, der giver umiddelbar nydelse, der er bedst for en på den lange bane. Det er ikke nok at man er god til at bruge teknologierne – vi er også nødt til at være gode til at forstå dem. Forstå hvordan de virker og forstå, hvad konsekvenser vores brug af dem har. Den seneste rapport fra Digitaliseringsstyrelsen viser med denne grafik, at det halter med forståelsen hos børnene: |
 |
|
Opgaven i forhold til digitaliseringen må derfor først og fremmest være at uddanne vores børn og unge til bevidst brug af teknologierne. Uddanne dem i at forstå konsekvenserne af brugen. Og lære dem betydningen af ord som kildekritik, brugerbetingelse og algoritme.
|
Hvordan laver man en effektiv, god mobilpolitik i skolen. En politik, der giver øget nærvær og færre forstyrrelser - uden at eleverne protesterer? Totalt mobilforbud? Ingen regler? Eller findes den gyldne middelvej, hvor alle er glade? Der er mange holdninger netop til skolernes mobilpolitik, og der er både dem, der synes, at et forbud giver de bedste betingelser og dem, der mener, at vi tager vigtig læring fra eleverne, når vi fjerner et teknologisk redskab, som alligevel er kommet for at blive. Vi er dagligt i kontakt med mange skoler hos holdon, og når vi lytter til skoleledere og læreres fortællinger, bliver vi klogere på, hvordan en god mobilpolitik kan skrues sammen. Vi har lavet en guide til dig, der står for skolens mobilpolitik. Når du skal i gang med at udforme en god mobilpolitik, er det vigtigt at overveje følgende:
På nogle skoler er det lærerne, der i samarbejde med skolelederen bestemmer skolens politik for brugen af mobiltelefoner, andre vælger at inddrage forældrene og/eller eleverne, når regelsættet nedskrives. Det vigtige her er, at I inddrager de forskellige parter med det formål at lytte til deres ønsker og erfaringer. En lærer vil kunne fortælle positive og negative historier om brugen af mobiltelefoner i klasserne, skolelederen kender til skolens øvrige værdier og eleverne kan have masser af nye perspektiver og ideer, som vi voksne, der ikke er vokset op med telefonerne aldrig ville have tænkt på.
Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, og samtidig er det er altid en god idé at have noget konkret at tale ud fra. Så vi anbefaler, at I starter med at finde ud af, hvad andre gør. Hvad virker hos dem? Hvilke modeller går bedst i tråd med nogle af de ønsker og værdier, I har? I denne artikel beskrives tre modeller, som alle opfattes som effektive.
Skal telefonerne være tilladt i timerne? Hvad med frikvarteret? Og lejrturen, hvad gør man der? Igen er det en god idé at se på, hvad andre gør og sammenholde de forskellige regelsæt med skolens værdier. Overvej:
De fleste skoler har efterhånden et mobilhotel, som enten kan være en kasse eller et skab i hvert klasseværelse, hvor elevernes telefoner kan opbevares i den tid, hvor de ikke er tilladt. Det gør det nemt at administrere for læreren, og eleverne kan føle sig trygge, fordi de hele tiden ved, hvor telefonerne er. Mobilholderne fra holdon er sikre løsninger med skum, der beskytter telefonerne, og de findes både som kasser, skabe og væghængte modeller, hvoraf flere kan låses for at opnå endnu større tryghed.
Mange skoler vælger at give de større elever mere frihed, da de også er i stand til at tage mere ansvar. Et eksempel på det ses på Klostermarksskolen i Aalborg, hvor eleverne i 0--8. klasse skal aflevere mobiltelefonerne i et mobilhotel om morgenen og kan hente dem igen, når skoledagen er slut. De største klassetrin kan hente deres telefoner i mobilholderen efter hver time og har således adgang til dem i frikvartererne. Læs hele skolens mobilpolitik her.
Når I har udformet en mobilpolitik til jeres skole, er det vigtigt, at den er tydelig og kendt af alle på skolen. Det giver mindre anledning til diskussioner i hverdagen. Hvis I har et mobilhotel, så introducer det allerede første dag, og hav respekt for, at det kan være grænseoverskridende for eleverne at aflevere deres telefoner i starten. Efter kort tid viser mange undersøgelser dog, at eleverne sætter pris på den mobilfri tid.
Tjebberupvej 25, Tjebberup
DK-4300 Holbæk
+45 2763 9508
morten@holdon.dk
CVR: 37914746
Du har ikke tilføjet noget til kurven.